Zoneterapi

Hvad er Zoneterapi?

Zoneterapi er en metode, hvor man ved trykpåvirkning ét sted på kroppen, ønsker at forbedre og afbalancere funktionen et andet sted. Med Zoneterapi guider og styrker man kroppen i at helbrede sig selv. Zoneterapi er en holistisk behandlingsform hvilket betyder, at man ser og behandler det hele menneske – krop, sind og ånd.

Hele vores krop er afspejlet i reflekszoner under fødderne, og ved at behandle zonerne med tryk og massage, kan man påvirke kroppens enkelte organer, og rette op på eventuelle ubalancer, som spændinger og smerter er symptomer på. Når de forskellige reflekszoner under foden stimuleres, sendes impulser til de organer, som zonerne repræsenterer, og det gør, at kredsløbet stimuleres, transporten af ilt forbedres, og dermed forbedres også udskillelsen af affaldsstoffer i kroppen.

Zoneterapi er en meget gammel behandlingsform, der har flere tusinde år gamle rødder tilbage til Kina, Ægypten, og andre lande i Østen og de Nord- og Mellemamerikanske indianere. I kinesisk medicin tror man på, at mennesker er skabt til at leve uden smerter og ubalancer i krop, sind og ånd. Smerter og ubalancer opfattes som faresignaler fra kroppen, der skal fortælle os, at der er noget vi skal lære, og noget vi skal ændre. Når vi lærer at lytte til kroppens signaler, kan vi forebygge og undgå alvorlige gener og sygdomme.

Behandling:

En Zoneterapibehandling varer cirka 60 minutter. Du kan være siddende eller liggende på den opvarmede briks. Behandlingen indeholder følgende:

  • Vi starter med at tage en lille snak, så vi sammen kan finde ud af, hvilke zoner og områder jeg skal have fokus på.
  • Jeg anvender en olie eller creme, og smører dine fødder godt ind. Ved tryk og massage stimulerer jeg reflekszonerne lidt op af underbenet, og under dine fødder.
  • Til sidst bliver du tilbudt et glas vand, da det er meget vigtigt at drikke rigeligt med vand efter en behandling, så udrensningen har sin fulde effekt.

Reaktioner på Zoneterapibehandling:

En Zoneterapibehandling sætter harmoniserende og udrensende processer i gang overalt i kroppen. Det er meget individuelt, hvordan det kan komme til udtryk, og man bør være opmærksom på disse, da de giver et billede af kroppens samlede sundhedstilstand. Se dem, som kroppens måde at finde tilbage til en optimal tilstand. Du kan selv hjælpe kroppen af med affaldsstoffer ved at drikke rigeligt med vand efter din behandling.

Reaktioner under behandling:

  • Almindeligvis vil du opleve en følelse af dyb ro og afslappethed, varme og velvære.
  • Det er også muligt, at du vil opleve varme- eller kuldefornemmelser i kroppen.
  • Du kan måske også opleve at have psykiske reaktioner, f.eks. gråd eller latter.

Reaktioner efter behandling:

  • Du vil højt sandsynligt opleve at du sover bedre, og vågner mere udhvilet.
  • Du kan opleve psykiske reaktioner, men generelt føle dig bedre tilpas både psykisk og fysisk.
  • Hvis du ikke har fået tilstrækkeligt med vand, kan du opleve at få hovedpine.
  • Har du gamle sygdomme eller skader, som ikke er helt kureret, eller som er blevet undertrykt med medicin, kan du for en kort stund opleve, at det bryder ud på ny, for så at blive bedre efterfølgende.
  • Du kan opleve ændring i urin og afføring – både hyppigheden, lugten og konsistensen
  • Du kan for en kort stund opleve sekreter fra næsen, da næse-, svælg- og bronkierslimhinden udrenses.

Gør Zoneterapi ondt?

Som udgangspunkt er Zoneterapi en meget afslappende og behagelig behandlingsform, hvor du for det meste vil opleve en dyb ro under behandlingen. De fleste af os har ubalancer et eller flere steder i kroppen, så på nogle zoner vil du måske opleve at være øm, men når du får en Zoneterapibehandling er det ikke meningen, at det skal gøre ondt.

0
    0
    Kurv